Er vi færdige med #meetoo?


Nej, vi er først lige gået i gang og jeg glæder mig til vi når til det sjove! 

Man føler sig forkert ved at blive behandlet forkert! Vi skammer os når vi oplever overgreb, selvom det er den, som laver overgrebet, som skulle skamme sig. Vi kigger til siden og lukker øjnene når vi bliver voldtaget og vi strammer ballerne sammen og skynder os væk når vi bliver råbt af på gaden. 

Skam er jo noget vi bruger i kulturen i bedste fald til at sikre medmenneskelighed. Når vi så ser en anden være skamløst umenneskelig, er det som vores nervesystem slår knuder på sig selv. Fordi det ikke giver mening, søger vi at give det mening, ved selv at skamme os. Det sætter sig i vores kloge kroppe, i vores tanker i vores relationer. Lige der midt i nervesystemet hvor vi skulle have plads til at være nysgerrige og mærke os selv, sidder der en klump af forkerthed, som egentligt er en andens. 

Når vi ikke forstår det der sker, ikke har sprog for det, kan vi ikke tænke det og ikke sige det og så bliver det siddende og larmer, stille. Men når nogen begynder at fortælle og sige “det var forkert og jeg vil ikke finde mig i det”, så lytter vi og flere stemmer i og vi begynder langsomt at forstå de overgreb vi har oplevet. Derfor er meetoo nødvendigt så vi kan få luftet ud i nervesystemer og kultur. 

Mange har først kunne tænke på og sætte ord på, de overgreb de har oplevet, efter de har hørt andres fortællinger. Indtil da har erindringerne, for mange, været tågede, ligget i en mørk krog og føltes som skam og forkerthed.  

Vores nervesystemer er syltet ind i kultur. Når kulturen heller ikke har sprog for det forkerte, så bliver det en fortrængningskultur, som finder det pinagtigt, når vi begynder at fortælle. Men støt og roligt får vi et sprog, mellem os og inden i, og så kan vi få luftet ud og puttet skammen hen hvor den hører til.  

I fortrængningskulturen var mange medløbere og havde jo ikke lært bedre og ja, det er fucking forvirrende hvordan vi skal tackle det. Hvor meget vi kan tilgive og i hvor store doser, det har vi slet ikke talt færdigt om endnu. Så selvfølgelig er vi ikke færdige med meetoo. 

Så kommer vi til alt det der skal være sjovt, frit, nysgerrigt, mangfoldigt, kønspluralistisk, svulmende, flirtende. Alt det vi heller ikke er sikre på endnu. Der kommer flere og flere stemmer af alle køn, som kommer med bud på hvad samtykke er, hvordan vi kan sige ja, med krop og ord. Så begynder vi at mærke os selv og hinanden. Og når vi mødes med nysgerrige, kærlige øjne, så svinder skammen og vi oplever kærlig forståelse for os selv og hinanden. 

 Alle har ret til egne frie svulmende legemer og nogle gange er vi svimlende heldige at dele dem med andre, i overensstemmelse og med gensidige nysgerrige øjne, hvor vi ved at vi må trække os væk når vi ønsker og derfor kan tage et skridt nærmere.  

Så herfra et højt hurra for meetoo og sociale nervesystemer, som sikrer muligheden for kærlige fællesskaber til alle og ikke kun nogle få!